Hvorfor vælge privat?

Der er fordele og ulemper ved både privat pasningsordning og kommunal dagpleje.

 

De private pasningsordninger er en del af fritvalgsordningen, der betyder at man selv har ret til at vælge hvem man vil have til at passe sine børn. 

 

Som privat børnepasser vælger jeg jer og I vælger mig ❤️ 

 

Som privat børnepasser bestemmer jeg selv min dagsorden, men kommunen laver stadig tilsyn. Jeg er godkendt af Kolding kommune til at passe 4 børn, og har ikke faste gæstebørn, så risikoen for smitte med diverse sygdomme er mindre hos den private børnepasser, da vi er en fast gruppe. Jeg har i stedet tilknyttet faste vikarer som kan hjælpe ved min sygdom, og passe børnene her i deres vante rammer.

Kommunen har godkendt mig på baggrund af en vurdering af hus og have, samt en vurdering af mig personligt, igennem flere samtaler. Jeg er godkendt under samme kriterier som den kommunale dagplejer. Derudover er der indhentet rene straffe- og børneattester på både min mand og jeg. 

 

Den største forskel på en privat pasningsordning og en kommunal dagplejer er, at den kommunale dagplejer skal arbejde efter læreplaner. Det skal vi private ikke. Mange gør det dog helt eller delvist alligevel. Vi skal også kunne redegøre mundtligt, for at børnene indgår i et pædagoisk læringsmiljø, når kommunen kommer på tilsyn.

Kommunen kommer på tilsyn hos den private pasningsordning tre gange årligt, ligesom de gør hos den kommunale dagplejer. Her holder de blandt andet øje med børnenes trivsel og udvikling, deres tilknytning til børnepasseren og sikkerheden i hjemmet.

 

Den private børnepassers virke er meget afhængig af god omtale, og at både børn og forældre føler sig trygge. Derfor tror jeg at vi yder lige dét ekstra, for at skabe gode resultater og gode relationer. Jeg har kun arbejde så længe jeg har tilfredse forældre og børn. 

 

Hos den private pasningsordning har I som forældre større mulighed for at have indflydelse på børnenes hverdag, da jeg selv tilrettelægger aktiviteter. Jeg er ikke underlagt aktiviteter som vi SKAL, som f.eks. ikke passer til den aldersgruppe min børnegruppe har.  

 

Jeg skal selv sørge for at købe alt til børnene, og jeg er stor tilhænger af god kvalitet når det gælder ting til børn. Jeg bestemmer selv hvad jeg køber og hvilke remedier jeg bruger til børnenes læring. 

 

Vælg privat fordi I kan. Fordi I, ved at vælge privat, kan vælge med hjertet og mavefornemmelsen, fremfor bare at vælge den der har en ledig plads. 

 

På tur til bondegården